Alle Jacobsen-digte fra koncerten 7. april 2025

MED MUSIK AF PETER BRUUN:

Mod Dæmring

Afsted, før Solen tænder                    

De vestlige Skyer i Brand,

Før Natten Dæmring sender

Udover det tavse Land.

 

Afsted fra dunkle Skove

Og rullende Bølgers Pragt,

Min Sjæl tør her ej vove

En Kamp mod Dæmringens Magt.

 

Afsted, jeg tør ej tøve

Alene her med mig selv,

Hvor ingen Stemme døve

Mon Suset af Minders Elv.

 

Afsted, thi Dæmringsstunden

Gi’r Minderne dobbelt Pragt

Og rejser fra Sjælegrunden

Hver Længsel i dobbelt Magt.

(I. P. Jacobsen)

 

 

Natten kommer nær

hvor tankerne kan vandre

hvor der ingen mure er

 

Mellem os og alt

herinde og derude

som blir drømt og blir fortalt

 

Digter, væv os ind i mørket

digter, svæv os ind i natten

vis os drømmenes landskab

(Peter S. Bruun)

I Drømmenes Land

 

Det er herligt at leve i Drømmenes Land,                      

Hvad jeg vil, det staar der i min Magt,

Jeg kan lege med Fisken paa Havbundens Sand,

Skue Havdybets tryllende Pragt,

Jeg kan bygge som en Sommerfugl bag Rosernes Blad,

Jeg kan tumle mig som Alferne i Dugdraabens Bad,

Jeg kan stige ned i Bjerget, der har Flammer om sin Tinde,

Jeg kan vugge mig paa Strømmene de glødende derinde,

Jeg kan fare over Vandene, som Aanden en Gang fór,

Mens sorte Bølger vælte sig over mørke Jord,

Jeg kan skue Mulmet vige for Lysets stærke Glands

Og juble glad med Jorden ved dets første Straalekrands,

Jeg kan fare som Storm over Hav og over Jord

Og i Kvag slaa den ængstede Snekke,

Jeg kan aande som Vaarvind paa Blomsternes Flor

Og fra Vinterens Dvale dem vække,

Jeg kan sænke mig som Dæmring ud over Mark og Vang,

Jeg kan klinge som en Tone i Lærkens Morgensang,

Jeg kan drømme som en Knop under Bladenes Hang

Og aabne mig som Rose under Solstraalers Klang,

Jeg kan bæve som Duggen paa Bøgetræets Blad

Og fange Glands og svinde ved Solstraalers Bad,

Jeg kan ruge som Skygge i Skov og i Lund,

Kan bølge som Duft fra Liljens Blomstermund,

Jeg kan taarne mig som Bølge og knuses imod Strand, —

O herligt at leve i Drømmenes Land.

(I. P. Jacobsen)

 

Måne, lys os klart

lad drømmevinde hvirvle

verden vild og verden sart

 

Landet til en sang

med vandet som sin rytme

om et nu og om engang.

 

Digter, løft os ind i lyset

digter, vi lytter og ser:

jorden stiger og synger og flyver

(Peter S. Bruun)

MED MUSIK AF P.E. LANGE-MÜLLER

Landskab

 

En vidtstrakt Hede med mossede Sten,

Lidt blinkende Vand i det Fjerne,

En gulrød Stribe hvor Solen gik ned,

En eneste skjælvende Stjerne.

 

Og sælsomt susende Aftenens Vind

Saa langeligt sukkende aander,

Som kæred’ mindeligt i den en Sjæl

For jordiske Veer og Vaander.

 

Da Solen vaagned, vel tusinde Haab

Strøg fremad paa dristige Vinger;

Hvem veed, om ikke den sukkende Vind

De Saare og Stækkede bringer?

 

Hvem veed, om ikke de samle sig her

Som Fugle ved Efteraarstrækket

Og prøve: haver end Vingerne Kraft

Mon, eller er evigt de stækket?

 

Og mange kjende sig længst paa Gled

Ad Dødens forstummende Strømme;

Da andre letter i Flok efter Flok

At læges i Menneskers Drømme.

(1881)

 

 

Det bødes der for

Det bødes der for i lange Aar,

Som kun var en stakket Glæde;

Det smiler man frem i flygtig Stund,

Man bort kan i Aar ej græde.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

 

Der ages paa Lykkens gyldne Hjul

Saa fast, at En intet sandser;

Men Sorgens trælsomme tunge Læs

Det venter os dog, naar vi standser.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

 

Der leves i Lyst som halvt i Drøm,

Men Sorgen har ingen Drømme:

Med vaagne Øjne den paa Dig seer,

Øjne som sugende Strømme.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

 

Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng,

Men Taaren har gode Stunder;

Thi Smil er Glands kun af det, der er,

Graad Skyggen af det, der gik under.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

(1875)

I.P. JACOBSEN OG POUL RUDERS (digte læst af Helle Hauger):

 

Efteraar

Skoven staar i sin fejreste Dragt,

Frugter er komne til Blades Pragt,

Rigere mægter den aldrig sig smykke,

Nærmere kan den mod Maalet ej rykke,

      Maalet er naa’t.

 

Høstvind kommer med Lumskhed og List,

Kysser hvert Blad, der hænger paa Kvist,

Bringer en Hilsen fra Vaarvinde milde,

Minder det trædsk om den Tid, det var lille,

      Løvspringets Tid.

 

I OUVERTURE

 

Efteraar (fortsat)

Længselsfuldt mindes nu hvert et Blad

Tiden, det drømte i Knoppen glad,

Mindes det Nu, da befriet det strakte

Ud mod det Lys sig, der venligt det vakte,

      Kyssed’ det grønt.

 

Om vil det leve den Tid, der svandt hen,

Lyst nu for Vinden det flagrer igjen;

Ej har dog Vaarfarvens Friskhed det vundet,

Visnet det hænger, dets Farve er svundet,

      Maalet er naa’t.

 

Høstvind kommer sin hærjende Gang,

Tuder for Blade sin spottende Sang:

„Gaar I i Barndom, saa er I for gamle,

Ned skal I Alle fra Grenene ramle;

      Maalet er naa’t.”

 

Løvet nu falder, dog Blade smaa,

Ret som om atter i Knop de laa,

Rulle sig sammen, skjøndt revne fra Kviste,

Holde ved Drømmene fast til det Sidste,

      Drømme om Vaar.

 

II FAR HORIZON I

 

Begejstring

Viser mig Saga en herlig Bedrift,

Ren uden Lyde og Men,

Griber mit Væsen et storslaaet Digt.

Født af en højbaaren Aand,

Drikker mit Øre et tonende Hav,

Bølgende følelsesfuldt,

Skuer mit Øje en Tanke i Sten,

 

Hugget med Aand og med Kraft,

Eller en Verden med Dristighed malt

Ud af en rig Phantasi, —

Da gaar der gjennem mit skjælvende Støv

Det er min Aand, der strider med Kraft

Da mod det hindrende Støv,

Det er min Aand, der drømmer sig fri

Da for det jordiske Støv.

III PRELUDE

 

Evig og uden Forandring

Evig og uden Forandring

Er kun det Tomme.

Alt, hvad der var og der er

Og hvad der skal komme,

Vækkes, spirer og fødes,

Skifter, ældes og dødes.

 

Kloder have vandret

Hvor Kloder nu vandre,

En Gang i Tiderne

Kommer der andre.

Hvad der er Livets maa gaa og komme,

Evig er ene Rummet det tomme.

 

IV FUGUE

 

Hvad brød jeg mig vel

Hvad brød jeg mig vel om de graalige Sky’r,

Som henover Himmelen storme,

Naar ved Phantasiens besjælende Magt

Ej jeg kunde til Aander dem forme.

 

Hvad brød jeg mig vel om den luende Sol,

Naar den synker i vestlige Strømme,

Hvis jeg ej om et ildfuldt og glødende Liv

Bag de purpurne Sky’r kunde drømme.

 

Hvad brød jeg mig vel om den hvidskende Skov

Og om Kildens melodiske Stemme,

Naar mig ikke en Saga om Aandernes Liv

Phantasien deri lod fornemme.

 

V CADENZA

 

Nat

O! naar Maanens Straaler milde spille,

Naar omkring mig Alt er tyst og stille,

Da er Vand mig ikke Søens Vove,

Træer ej de dunkle, tavse Skove,

Sky ej, hvad mig Himlens Hvælving dølger,

Dal og Bakke ikke Jordens Bølger,

Form ej Form og Farven ikke Farve,

Alt et Udtryk for hvad Gud har drømt.

 

VI FAR HORIZON II

MED MUSIK AF CARL NIELSEN

Irmelin Rose

 

Se, der var en Gang en Konge,

Mangen Skat han kaldte sin,

Navnet paa den allerbedste

Vidste hver var Irmelin,

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

 

Alle Ridderhjelme spejled

Hendes Farvers muntre Pragt,

Og med alle Rim og Rytmer

Havde Navnet sluttet Pagt:

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

 

Hele store Bejlerflokke

Der til Kongens Gaarde foer,

Bejlede med ømme Lader

Og med blomsterfagre Ord:

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der er dejligt!

 

Men Prindsessen jog dem fra sig

(Hjertet var saa koldt som Staal),

Lastede den Enes Holdning,

Vrænged ad den Andens Maal.

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der er dejligt!

 

 

Har Dagen sanket al sin Sorg

Har Dagen sanket al sin Sorg

Og grædt den ud i Dug,

Saa aabner Natten Himlens Borg

Med evigt Tungsinds tavse Sorg.

Og en for en

Og to og to

Gaa fjerne Verd’ners Genier frem

Af Himmeldybets dunkle Gjem.

Og højt over Jordens Lyst og Elende

Med Stjernekjerter højt i Hænde

Skride de langsomt hen over Himlen.

De Fodtrin skifte

Med Sorg i Sinde.

Underligt vifte

For Rummets kolde Vinde

Stjernekjerternes flakkende Flammer.

Det bødes der for

Det bødes der for i lange Aar,

Som kun var en stakket Glæde;

Det smiler man frem i flygtig Stund,

Man bort kan i Aar ej græde.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

 

Der ages paa Lykkens gyldne Hjul

Saa fast, at En intet sandser;

Men Sorgens trælsomme tunge Læs

Det venter os dog, naar vi standser.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

 

Der leves i Lyst som halvt i Drøm,

Men Sorgen har ingen Drømme:

Med vaagne Øjne den paa Dig seer,

Øjne som sugende Strømme.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

 

Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng,

Men Taaren har gode Stunder;

Thi Smil er Glands kun af det, der er,

Graad Skyggen af det, der gik under.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

(1875)

 

Vise af ”Mogens”

Havde jeg, o havde jeg en Dattersøn, o ja!

Og en Kiste med mange, mange Penge,

Saa havde jeg vel ogsaa havt en Datter, o ja!

og Hus og Hjem og Marker og Enge.

 

Havde jeg, o havde jeg en Datterlil, o ja!

Og Hus og Hjem og Marker og Enge,

Saa havde jeg vel ogsaa havt en Kærrest, o ja!

Med Kister med mange, mange Penge.